Jeg vågnede ved 8-tiden, og man kunne godt mærke at man ikke havde fået den rette mængde søvn, som i de foregående dage. Egentlig ville jeg sove en time mere, men endte bare med blive liggende, indtil jeg besluttede at tage noget tøj på, hvorefter jeg drog med Stefan ned til Paisley. Da jeg så havde glemt at spise morgenmad hjemmefra, valgte jeg at tage på Greggs og købe lidt morgenmad for derefter at tage hen til vores mødested, hvor der var arrangeret en tur til Edinburgh for de nye internationale studerende.
Turen derind var der ikke noget at sige til, da jeg valgte at tage en morfar, hvilket jeg tror at mange af de andre også gjorde. Da vi endelig nåede vores destination, fik vi at vide at vi kunne gøre hvad vi ville resten af dagen - dog skulle vi være tilbage ved mødestedet allersenest kl. 17, men hvis man ville, kunne man blive længere - men så skal man bare selv sørge for at finde en måde at komme hjem på! Jeg besluttede at gå sammen med Stefan, Matt & Aaron, og vi startede med at tage til Edinburgh Castle, men da man skulle betale for at komme ind (og der findes ikke studierabat), måtte vi nøjes med at se det udefra. Vi besluttede så at gå på noget, man kaldte "The Royal Mile", som var spækket med souvenir-butikker. Dog mødte vi først en gut, der var klædt ud som William Wallace (folk, som har set Braveheart burde vide hvem han var), hvor Matt & Aaron fik taget et par billeder sammen med ham. De kære amerikanere fik også købt en kilt hver (det skal siges at det var billige modeller (de kostede hver omkring £30), da de egentlig er noget dyrere - især hvis de er skræddersyet), og Aaron fik også købt en sækkepibe, der egentlig er beregnet til børn, men mere om den senere. Vi tog også et smut forbi en pub, som også havde en restaurant på 1. sal, hvor vi fik noget frokost. Jeg var faktisk tæt på at bestille haggis - en skotsk ret, som ikke er for sarte sjæle (læs http://en.wikipedia.org/wiki/Haggis for at vide mere), men blev overtalt til at bestille en mere "normal" ret istedet, så jeg må vente lidt for at få prøvet noget haggis.
Senere på dagen fik vi også set det skotske parlament, men en af dagens højdepunkter kom da Aaron fik lyst til at bestige et lille bjerg (eller kæmpestor bakke om man vil), hvilket endte med at vi alle besteg dette monster af en bakke. Men vi fik kæmpet os op, og da vi endelig kom op på toppen, kunne vi se at vi havde en fænomenal view ud over Edinburgh og vi fik taget nogle billeder. Man lagde også mærke til et bjerg i baggrunden, som amerikanerne døbte "Mt. Dennis" til ære for mig! Smigrende, ikke sandt! Turen ned fra bakken var noget hurtigere end turen op, og vi fik slappet af på en bænk, inden turen gik til vores mødested. Aaron ville afprøve sækkepiben, men havde store problemer med at puste den op, og der kom heller ikke meget lyd ud af den, hvilket fik os andre til at skraldgrine. Det gik så vidt at en lokal gjorde grin med ham, hvilket fik os til at grine endnu mere. Dog fandt han ud af hvad der var galt: man havde puttet en prop i pusterøret, så man ikke kunne få luft ind i selve sækkepiben, men det blev ikke mindre sjovere af at høre ham forsøge at spille "Amazing Grace" - eller noget, der mindede om det.
Vi tog så bussen hjem til Paisley kl. 17, og som på udrejsen valgte vi at tage en morfar på hjemrejsen. Da vi endelig kom tilbage til Paisley måtte vi vente i lang tid, da Aaron først fandt ud af at han havde glemt hans vanter i bussen, så vi måtte vende om, men det var forgæves, da bussen allerede var kørt, da vi var kommet tilbage. Dernæst kunne vi ikke komme med den næste bus til Thornly Park, da den var propfyldt med de andre internationale studerende, hvilket fik os til at gå hjem - men ikke uden at vi tog et smut forbi Morrisons.
Efter at have spist lidt aftensmad samt en lille tur under bruseren, skulle vi til en fødselsdag i den lejlighed, som vi var inde i dagen forinden. Det var en udklædningsfest, hvor man skulle klædes ud som noget, der starter med "C" (på engelsk, selvfølgelig). Dog droppede vi at klæde os ud, men vi var ikke de eneste... selve festen var ok, men igen var der mange franskmænd, men gudskelov kom nogle af de folk, som jeg mødte dagen før samt at Vincent, Leszek, Felix & Alex var vendt tilbage fra London, så aftenen var nogenlunde reddet. Men Stefan og jeg blev nødt til at tage tilbage ved 2-tiden, da vi mildt sagt var trætte efter en lang dag.
Turen derind var der ikke noget at sige til, da jeg valgte at tage en morfar, hvilket jeg tror at mange af de andre også gjorde. Da vi endelig nåede vores destination, fik vi at vide at vi kunne gøre hvad vi ville resten af dagen - dog skulle vi være tilbage ved mødestedet allersenest kl. 17, men hvis man ville, kunne man blive længere - men så skal man bare selv sørge for at finde en måde at komme hjem på! Jeg besluttede at gå sammen med Stefan, Matt & Aaron, og vi startede med at tage til Edinburgh Castle, men da man skulle betale for at komme ind (og der findes ikke studierabat), måtte vi nøjes med at se det udefra. Vi besluttede så at gå på noget, man kaldte "The Royal Mile", som var spækket med souvenir-butikker. Dog mødte vi først en gut, der var klædt ud som William Wallace (folk, som har set Braveheart burde vide hvem han var), hvor Matt & Aaron fik taget et par billeder sammen med ham. De kære amerikanere fik også købt en kilt hver (det skal siges at det var billige modeller (de kostede hver omkring £30), da de egentlig er noget dyrere - især hvis de er skræddersyet), og Aaron fik også købt en sækkepibe, der egentlig er beregnet til børn, men mere om den senere. Vi tog også et smut forbi en pub, som også havde en restaurant på 1. sal, hvor vi fik noget frokost. Jeg var faktisk tæt på at bestille haggis - en skotsk ret, som ikke er for sarte sjæle (læs http://en.wikipedia.org/wiki/Haggis for at vide mere), men blev overtalt til at bestille en mere "normal" ret istedet, så jeg må vente lidt for at få prøvet noget haggis.
Senere på dagen fik vi også set det skotske parlament, men en af dagens højdepunkter kom da Aaron fik lyst til at bestige et lille bjerg (eller kæmpestor bakke om man vil), hvilket endte med at vi alle besteg dette monster af en bakke. Men vi fik kæmpet os op, og da vi endelig kom op på toppen, kunne vi se at vi havde en fænomenal view ud over Edinburgh og vi fik taget nogle billeder. Man lagde også mærke til et bjerg i baggrunden, som amerikanerne døbte "Mt. Dennis" til ære for mig! Smigrende, ikke sandt! Turen ned fra bakken var noget hurtigere end turen op, og vi fik slappet af på en bænk, inden turen gik til vores mødested. Aaron ville afprøve sækkepiben, men havde store problemer med at puste den op, og der kom heller ikke meget lyd ud af den, hvilket fik os andre til at skraldgrine. Det gik så vidt at en lokal gjorde grin med ham, hvilket fik os til at grine endnu mere. Dog fandt han ud af hvad der var galt: man havde puttet en prop i pusterøret, så man ikke kunne få luft ind i selve sækkepiben, men det blev ikke mindre sjovere af at høre ham forsøge at spille "Amazing Grace" - eller noget, der mindede om det.
Vi tog så bussen hjem til Paisley kl. 17, og som på udrejsen valgte vi at tage en morfar på hjemrejsen. Da vi endelig kom tilbage til Paisley måtte vi vente i lang tid, da Aaron først fandt ud af at han havde glemt hans vanter i bussen, så vi måtte vende om, men det var forgæves, da bussen allerede var kørt, da vi var kommet tilbage. Dernæst kunne vi ikke komme med den næste bus til Thornly Park, da den var propfyldt med de andre internationale studerende, hvilket fik os til at gå hjem - men ikke uden at vi tog et smut forbi Morrisons.
Efter at have spist lidt aftensmad samt en lille tur under bruseren, skulle vi til en fødselsdag i den lejlighed, som vi var inde i dagen forinden. Det var en udklædningsfest, hvor man skulle klædes ud som noget, der starter med "C" (på engelsk, selvfølgelig). Dog droppede vi at klæde os ud, men vi var ikke de eneste... selve festen var ok, men igen var der mange franskmænd, men gudskelov kom nogle af de folk, som jeg mødte dagen før samt at Vincent, Leszek, Felix & Alex var vendt tilbage fra London, så aftenen var nogenlunde reddet. Men Stefan og jeg blev nødt til at tage tilbage ved 2-tiden, da vi mildt sagt var trætte efter en lang dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar