torsdag den 29. januar 2009

Dagen, hvor jeg indtog Paisley!

Jeg vågnede kvart i 8 her til morgen, hvor jeg tog et bad og gjorde mig klar til at tjekke ud fra hotellet, hvorefter jeg skulle hen til Glasgow Central Station, der som bygning ser lidt mere imponerende end Hovedbanegården i København. Jeg tog derefter det næste tog til Paisley, og besluttede at tage hen til UWS for at hente nøglen til min lejlighed, da jeg havde forestillet mig at man skulle derhen for at hente nøglen, og efter næsten en times søgen fandt jeg endelig stedet. Men da jeg kiggede på mine dokumenter, viste det sig at jeg faktisk ikke behøvede at tage derhen, men at jeg bare skulle hen til det sted, jeg har fået anvist for at hente nøglen. Det betød at jeg måtte tage tilbage til stationen i Paisley for at tage en taxa ud til stedet.
Stedet som jeg bor i hedder Thornly Park, og ligger i udkanten af Paisley. Det består af flere "villaer", som faktisk er tre-etages lejligheder, der er delt op i flere små kollegier med (formentlig) 6 værelser i hver. Jeg bor sammen med en polak, en tysker, 2 franskmænd og en hollænder, der også var ankommet til Paisley i dag. De 4 andre fortalte os om stedet, der har en trådløs internetforbindelse, der har tendenser til at "gå i udu". Desuden fortalte de også om selve universitetet, der åbenbart tager ret let på det. Dog skal det ikke betyde at man ikke skal læse ihærdigt til eksamen (som vist kun er skriftlige - gudskelov for mig).
Ved middagstid tog hollænderen og jeg ned til Paisley by for at købe nogle buskort samt at han skulle købe noget trådløst bredbånd. På vejen hjem tog vi et smut forbi Morrisons, som er et lavprissupermarked a la Fakta, Netto m.m. - bare større, for at købe ind, så vi kan overleve den første uge i Paisley. Senere på eftermiddagen blev jeg spurgt af en af franskmændene, om jeg ville med og se en Glasgow Rangers-kamp på lørdag, da den anden franskmand ikke kunne alligevel. Ved 18-tiden tog hollænderen og jeg ned til Morrisons igen - denne gang for at købe aftensmad + nogle andre ting. Den kære hollænder købte så mange ting, at han måtte opgive at følges med mig hjem og ventede på den næste bus. Ellers har denne aften ikke været så begivenhedsfuld, men jeg ser da frem til i morgen, når jeg formentlig kommer til at møde flere nye internationale studerende.

Dagen, hvor jeg indtog Skotland!!!

NB: Det skal siges at pga. problemer med forbindelsen, kommer indlægget først nu!
Så var dagen hvor jeg endelig skulle rejse til Skotland kommet! Tiden hvor et halvt års løbende forberedelse endelig var kommet til en ende. Jeg vågnede første gang halv 6-tiden i morges, da mor lige ville sige farvel inden hun tog på arbejde. Jeg vågnede igen kl. 8, da mit vækkeur ringede og gik ud og tog noget cornflakes med ind i soveværelset og spiste. Men pga. at jeg sad længe oppe og prøvede at kigge efter overnatningsmuligheder i nat. Far vågnede ved 9-tiden og sagde at han tog ned til banken for at betale den ungdomsrejseforsikring, som jeg fik tilbudt - samt at han ville veksle nogle penge til mig - uden at have bedt ham om det!! Det var da slet ikke dårligt, så jeg takker mange gange for det far!
Efter et bad samt noget frokost kørte vi til Billund lufthavn lidt over 11 og nåede frem uden problemer. Efter at have gennemført check-in, sagde far så farvel til mig, og jeg var nu på egen hånd mens jeg gennemførte sikkerhedstjekket samt den lange ventetid på det Ryanair-fly, der skulle bringe mig til Edinburgh. Selve flyveturen foregik uden problemer - bortset fra at vi måtte vente lidt med at lette pga. vingernes flaps lige skulle optøs med noget vand.
Jeg satte mine fødder på skotsk jord for første gang kl. 15.30 dansk tid. Jeg havde hørt fra far at sikkerhedstjekket ovre i Storbritannien skulle være mere omfattende end i Danmark, men ud over paskontrollen kom jeg overraskende smertefrit igennem. Måske var det fordi at man ikke ligefrem var i Heathrow lufthavn, eller at der ikke var så mange sikkerhedsfolk i lufthavnen den dag... Da jeg kom ud af lufthavnen, tog jeg en bus til Waverley station i Edinburgh bymidte og tog et tog til Glasgow.
Da jeg kom til Glasgow, havde jeg ét problem: at mit værelse i Paisley først var tilgængeligt den næste dag, så jeg måtte finde et sted at sove her i Glasgow. Det endte med at jeg (lidt impulsivt) bestilte et hotelværelse. Jeg vidste godt at det var lidt dyrt, men det er ikke hver dag at jeg overnatter i et hotelværelse. Og det skulle vise sig at det ikke var et dårligt valg. Jeg var dog lidt træt af at der ikke var noget trådløst netværk i værelset. Jeg morede mig lidt over at receptionisten troede at jeg udtalte mit efternavn (Pedersen) for "Peterson", så det står nu på de sedler, jeg har fået. Men heldigvis havde det et fjernsyn, hvor jeg så lidt af det britiske udgave af "Det Svageste Led". Efter lidt aftensmad på den lokale Burger King, tog jeg tilbage til hotelværelset og så semifinalen i den skotske pokalturnering mellem Celtic og Dundee United. Man kunne ikke ligefrem sige, at de spillede som i deres 2 opgør mod AaB. Dog var Celtic ikke just heldige i forlænget spilletid... men straffesparkskonkurrencen var rigtig spændende (den sluttede 11-10 til Celtic!).

Hurraa!! En blog

Så er jeg også hoppet på blog-vognen - i hvert fald hvis man ser det på den måde, at de folk fra 3. (snart 4.) semester engelsk SIS (Sprog og Internationale Studier) på Aalborg Universitet, der har valgt at tilbringe en semester i udlandet. Denne blog skulle egentlig have været oprettet noget før, men pga. div. overspringshandlinger (mest af alt Facebook) udskød det op til flere gange.
Til dem der ikke ved/havde vidst det, så besluttede jeg i slutningen af 2. semester (dog efter nogle omprioriteringer) at tilbringe min 4. semester på University of the West of Scotland (forkortet UWS). Faktisk har UWS blot "eksisteret" siden 2007, da det faktisk er en sammensmeltning af flere universiteter. Så for at præcisere det, så skal jeg til en by, der hedder Paisley, der ligger en 11-12 km fra Skotlands største by Glasgow.
Formålet med denne blog er at skrive beretninger fra mit ophold i Skotland, så folk herhjemme kan følge med i hvad jeg går og laver. Hvad der så skal ske med denne blog, når jeg kommer hjem, har jeg ikke tænkt på endnu, men den tid den sorg.