mandag den 16. marts 2009

Uge 11: Den med fremlæggelserne, min første salsatime og meget mere..

Endnu engang er det lykkedes mig at udskyde udgivelsen af dette indlæg... bare typisk. Men her kommer den trods alt.

Mandag morgen mødtes jeg med den gruppe, som jeg skulle fremlægge med i Social Marketing senere på dagen for at færdiggøre vores præsentation. Til vores store overraskelse fandt vi ud af at ham, som ikke havde dukket op til vores møder, rent faktisk havde sendt en mail til os, hvorpå han havde vedlagt noget. Men da hans bidrag ikke havde meget ekstra at byde på, så kopierede vi bare hans indledning i vores. Vi kom også til at møde ham, hvorefter vi blev nødt til at omstruktuere rækkefølgen. Efter at vi havde lavet transparenter og lavet en gennemgang, følte jeg at det nok skulle gå. Selve fremlæggelsen gik også godt, så det var fint nok, men efter timen gik vi hen til vores forelæser for at snakke om hvad der nu ville ske, nu da han rent faktisk dukkede op. Hun mente at vi skulle have droppet ham, men da vores fremlæggelse var rimelig godt - og at vi havde indlemmet ham i fremlæggelsen - så kunne hun desværre ikke gøre mere... senere var der jo e-Marketing, og da gruppen havde foreslået at vi skulle fremlægge om torsdagen, så skulle man jo aftale et møde til om onsdagen. Så resten af eftermiddagen prøvede jeg at kigge efter ting til Business Research Methods. Efter at have spist noget dönerkebab tog jeg ned til Union for at deltage i det der salsaundervisning, som jeg så sidste mandag. Alt i alt gik det nogenlunde - på trods af at jeg jo have lidt startvanskeligheder. Bagefter tog vi ned på The Last Post (stadig uden Ryan på arbejde, men mere om det senere) for at få en pint. Der mødte vi nogle skotter, der også læste på uni, og som var store St. Mirren-tilhængere. De forsøgte at lokke os til at se deres hjemmekampe, og til sidst sagde jeg at jeg i det mindste ville se to af deres hjemmekampe, hvoraf en af dem var imod Rangers. Efter den oplevelse besluttede vi at tage hjem.
Om tirsdagen fandt endnu en udgave af "jeg-keder-mig-til-Business-Research-Methods" sted. Og endnu engang valgte forelæseren at benytte Gordon Brown som et eksempel. Efter forelæsningen mødtes Markus og jeg med en fra vores tutorial-gruppe for at kigge på nogle ting til vores fremlæggelse senere på dagen. Gudskelov valgte en af de andre fra gruppen at klare hele fremlæggelsen for os, så det var sweet!
Onsdag skulle jeg jo mødes med e-Marketing-gruppen. Og endnu engang kom den samme franskmand for sent - og denne gang undskyldte hun ikke. Forinden havde jeg foreslået de andre at næste gang det sker, så skulle hun give os noget (f.eks. kage el. lign.)! Men efterhånden fik vi samlet vores PowerPoint-præsentation sammen samt at vi fik reserveret et lokale med en projektor til næste dag. Om aftenen var det meningen at jeg skulle se fodbold med Ryan i Paisley, men han foreslog at jeg kunne tage til Johnstone (hvor han bor), så jeg kunne få en lille rundtur. Rundturen var teknisk set at vi tog ned i nogle pubs for at få en enkelt pint før vi gik videre til den næste. På et tidspunkt fortalte han at han havde opsagt hans job på The Last Post, da han mildt sagt ikke kunne lide nogle af kunderne samt hans arbejdsgiver! På et tidspunkt var han sågar tæt på at falde i søvn, mens vi så 2. halvleg af kampen mellem Manchester United og Inter. Da vi tog til den næste pub, så vi kampen mellem Roma og Arsenal. Aftenen endte med at vi købte noget friturestegt haggis, samt at jeg var tæt på at misse et tog til Paisley, men heldigvis nåede jeg hjem!
Torsdag havde jeg min (foreløbig) sidste fremlæggelse, mens jeg er i Skotland. Jeg syntes at det gik ganske fint, men følte at nogle af de andres dele var lige lovlig lang... men alt i alt tror jeg at det gik godt. Derefter prøvede jeg at lave lidt mere og prøvede at kigge efter noget for min lillesøster, indtil jeg valgte at tage hjem.
Om fredagen tog jeg ned til motionscenteret for første gang i over en uge. Derefter tog jeg ned til uni for at lave noget mere, inden jeg tog hen til Morrisons for at købe noget mad og øl. Om aftenen tog jeg med Vincent & Emilien til en fransk forfest før vi tog ned på Union. Ugens tema var "pyjama party", og jeg kunne bare ryste på hovedet over nogle af de andre drenges påklædning. Men jeg fik trods alt hygget mig ude på dansegulvet før jeg tog hjem.
Lørdag skete der ikke ret meget - faktisk skete der ikke noget før om aftenen, hvor jeg pludselig blev inviteret til at komme til en fødselsdagsfest. Ham, der blev fejret, var kineser og havde det engelske navn "Harry". Han var fin nok, men han vidste desværre ikke noget som helst om hvor Danmark var!!! Dog blev jeg ved til klokken var lidt i 3 om natten. Det sluttede med at brandalarmen blev aktiveret i bygningen, og da var jeg allerede tilbage i køkkenet for at lave noget natmad.
Om søndagen skulle jeg se det lokale amerikanske fodboldhold Pyros, der havde Matt med som debutant, spille kamp. Godt nok vidste jeg at det ikke lige var på niveau med NFL, men nogle gange rystede jeg på hovedet. Dog vandt Pyros kampen 18-6, og Matt gjorde det fint, men han kunne åbenbart mærke et eller andet i hans knæ i starten af kampen, hvilket gør det tvivlsomt om han nogensinde kommer til at spille flere kampe for Pyros. Under pausen tog Vincent og jeg ned til Morrisons for at købe noget mad, for derefter at vende tilbage for at se kampen færdig. Efter kampen ventede jeg på Matt, da vi havde tænkt os at se det der var tilbage af den skotske Liga Cup-finale mellem Rangers og Celtic. Dog ville Matts spanske bofælle det anderledes, da han hellere ville se rugby, så vi måtte slukørede gå ind i Matts værelse for at høre resten af 2. halvleg via radioen på min mobil. Og da den ordinære spilletid sluttede målløst, prøvede vi at gå ind i stuen igen for at se forlænget spilletid, hvilket lykkedes. Desværre endte kampen 2-0 til Celtic efter forlænget spilletid. Lidt slukøret tog jeg hjem og slappede af resten af aftenen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar